Homo- og transfobi er ikke en holdning

Læserbrev bragt i Herning Folkeblad af Per Møller Jacobsen, byrådskandidat for Enhedslisten.

I denne uge afvikler foreningen West Coast Pride en række debatter, der sætter fokus på LGBT personers trivsel og menneskerettigheder. Det er et fantastisk tiltag, som jeg også bakker op om som frivillig.

På de debatter, der har været indtil nu, har vi lært, at vi på en række punkter nok sparker en åben dør ind. At det mest er indgroet vanetænkning at et parforhold nødvendigvis består af en mand og en kvinde, det betyder, at vi LGBT personer tænker, at der er et problem, snarere end vi tænker, at der er direkte diskrimination af folk med end anden seksualitet eller kønsidentitet end flertallet, også kaldet LGBT personer.

Med andre ord er den store udfordring, at alting er indrettet på de heteroseksuelles præmisser. Det medfører, at det kan være svært at finde sig til rette i samfundet som LGBT person og måske især som ung, der forsøger at finde sin seksuelle - og kønsidentitet.

Derfor arbejder West Coast Pride også med at etablere et værested og fællesskab for LGBT personer i Ringkøbing og håber, at det kan inspirere andre byer, som ikke endnu har fællesskaber for LGBT personer.

Seksualitet og kønsidentitet er en integreret del af personers identitet som for eksempel ens skostørrelse er. Jeg er panseksuel, og det er ikke et oplæg til diskussion, men en indiskutabel omstændighed. Det hævdes nogle gange, at vi LGBT personer ønsker at være specielle, og vi bliver spurgt kritisk til, hvorfor vi skal tale så meget om vores privatliv.

Nogle spørger også, hvorfor der ikke er en Pride for heteroer? Jeg byder spørgsmålene og interessen velkommen og svarer: »Prøv at gå en tur i gågaden lørdag formiddag, der har du din hetero Pride. Mænd og kvinder, der i tryghed kan gå hånd i hånd ganske offentligt uden at modtage trælse bemærkninger«.

Som LGBT person har jeg ikke brug for at være speciel, men jeg har brug for at blive anset for ligeværdig med alle andre. Jeg vil ønske, at min identitet ikke er et oplæg til diskussion, men et uomgængeligt faktum, som vores skostørrelser.

Mød mig med åbenhed og nysgerrighed, respekter medmennesket foran dig, uanset om de gerne vil tale om deres privatliv eller ej, og uanset om de ønsker, at der bruges bestemte pronominer end ej.

LGBT identitet er menneskeliv. Bag ordene bøsse, lesbisk, transperson eller panseksuel gemmer sig ikke en holdning, men et medmenneske. Mød dem, som du skal møde alle mennesker med respekt og åbenhed.