Huslejestigninger og boligregulering

Læserbrev bragt i Herning Folkeblad af Anders Petersen, kandidat ved byrådsvalget i Herning for Enhedslisten.

Hvorfor skal nogle tjene i overflod på andres behov for en bolig?

Det spørger mange herningensere sig selv og hinanden om i denne tid.

Baggrunden er de store huslejestigninger, der er varslet eller gennemført i store dele af det private udlejningsbyggeri i Herning. Stigninger i Holmparken og Golfparken er de mest skræmmende, men absolut ikke de eneste. Det er det såkaldt frie marked, der regulerer huslejerne i dette lejebyggeri.

En god bolig til en rimelig pris er en del af borgernes kernevelfærd, men selvfølgelig er det også rimeligt, at huslejerne følger pris- og lønudviklingen, og at ejerne får dækket deres omkostninger, hvis de foretager boligforbedringer.

De huslejestigninger på op til 50 %, som vi oplever i Herning i denne tid, er dog helt urimelige og presser lejerne hårdt på økonomien. Nogle må flytte fra deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen.

Derfor foreslår Enhedslisten, at boligreguleringsloven indføres i Herning, ligesom det er tilfældet i mere end 70 % af landets kommuner.

Presset på huslejerne skal lettes generelt ved en flersidet indsats.

Der skal opføres flere almene kvalitetsboliger. Beboersammensætningen skal styrkes med en satsning på det boligsociale arbejde med sociale viceværter og aktivitetsbudgetter styret af beboerne.

En stærk almen boligsektor er det stærkeste værn mod huslejestigninger i det private udlejnings-byggeri. Af betydning for alle bolig lejere og ejere vil det ligeledes være, hvis kommunen sikrer en markant opbremsning i de urimelige stigninger i fjernvarmepriserne i Herning by og i forstæderne.