Lars Dohn: Sagen om Vestjysk Bank er en skandale

Af Rune Møller Stahl, Presserådgiver, Enhedslisten 

Den statsejede Vestjysk Bank leverer i dag nye nedskrivninger i milliard-klassen og fyrer både direktøren og kreditchefen. Den tidligere direktør Frank Kristensen får endda en 'faldskærm' på 10,3 millioner kr. som tak for at have kørt banken i sænk. Det er ellers kun et halvt år siden, at staten gik ind som hovedaktionær og forlængede garantier for knap ni milliarder kr. til banken, mens direktionen fortsatte med støtte fra alle partier undtagen Enhedslisten.

Det får nu Enhedslisten Spidskandidat i Vestjylland, Lars Dohn, til at forlange bedre kontrol med de banker staten overtager. Skandaler som den i Vestjysk Bank skal undgås i fremtiden.

- Det virker helt forkert at en bankdirektør kan blive fyret og samtidigt få et stort millionbeløb, når han har kørt sin bank helt i sænk. Når det endda er staten, der er hovedaktionær, så bliver det næsten skandaløst, udtaler Lars Dohn.

Udviklingen i Vestjysk Bank er kulminationen på et længere forløb, hvor staten har overtaget aktiemajoriteten i både Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank, og fusioneret de to usunde banker alene for at kunne forlænge statsgarantier for knap ni milliarder kr.

Lars Dohn har fulgt sagen tæt og deltog blandt andet i bankens generalforsamling den 28. marts, hvor han stillede krav om at ledelsen skulle skiftes ud.

- I Enhedslisten støtter vi at staten overtager banker frem for at lade dem gå ned. Men når skatteyderne træder til med hjælp, skal de jo ikke bare køre videre som om intet var hændt. Vi skal sikre at man indfører en ny, mere ansvarlig politik og så skal ledelsen, der har kørt banken i sænk selvfølgeligt skiftes ud. Det sagde jeg allerede på bankens generalforsamling i marts, afslutter Lars Dohn.

Enhedslisten har yderligere stillet beslutningsforslag om sagen i folketinget.

Beslutningsforslag om Vestjysk Bank:

http://www.ft.dk/samling/20111/beslutningsforslag/B45/som_fremsat.htm#dok

Udspil om Vestjysk Bank:

http://www.enhedslisten.dk/files/Bankejer.pdf